Dacia Jogger til under 180.000 kroner

23 marts 2021

Dacia Jogger til under 180.000 kroner

 

Priserne på den nye Dacia Jogger er blevet offentliggjort. Priserne begynder ved 179.990 kr. for versionen med 5 sæder. For blot 5000 kroner ekstra får man en ægte 7- sæders familiebil.

Dacia Jogger er navnet på den nyeste familiebil fra Dacia. Med en længde på 4.55 meter er det den længste Dacia i modelrækken - en ægte familiebil med plads til syv voksne. Og nu er de danske priser og udstyr på plads.

Priserne begynder ved 179.990 kr. for en fem-personers version med 110 hk benzinmotor. Men endnu mere interessant er det, at man for blot 184.990 kroner får en ægte syv sæders familiebil.

Billigste version hedder Essential, og har som standard LED for- og baglys, media control system og naturligvis en sikkerhedspakke bestående af blandt andet seks airbags og emergency break assist

Ønsker man mere udstyr hedder næste version Comfort, der koster 15.000 kroner mere. Det vil sige en startpris på 194.990 kr. For de ekstra 15.000 kroner, er der virkelig valuta for pengene. Her er aircondition, elspejle, cruise control, parkeringssensorer og 8 tommer touchskærm standard.

Højeste udstyrsversion hedder Extreme – der er at sidestille med den nuværende Stepway. Det vil sige, et noget mere råt look og med blandt andet 16 tommer alufælge, automatisk klimaanlæg, bakkamera og håndfrit nøglekort. Her er prisen 209.990 kr. Altså igen et logisk skridt på 15.000 kr. Og igen her – ønskes der syv sæder – så er det plus 5000 kr.

God plads til syv

Dacia Jogger er som sagt 4.55 meter lang med en akselafstand på hele 2.9 meter og en frihøjde på 200 mm. Det betyder, at bilen nemt rummer op til syv personer. De to bagerste sæder er individuelle og kan foldes ned eller tages helt ud. Gør man det har man plads til 708 liter bagage. Folder man også 2 sæderække ned, har man plads til hele 1819 liter bagage

Da Jogger jo er en rigtig familiebil, skal der jo også være en masse fralægningsplads - og det er der. Hele 24 liter i kabinen, der også rummer op til seks kopholdere.

Har man brug for at transportere ting på taget, fås Jogger med den smarte tagræling, der enkelt kan transformeres til tagbøjler, som klarer 80 kilo vægt.

Vi forventer Dacia Jogger kan ses hos Auto Lindvang fra marts 2022, men kan allerede nu bestilles.